At nærværende fremstilling er "tofoldig" betyder at der ligger et spring
(i Kierkegaardsk forstand) mellem 1. og 2. del (appendiks). Med den tofoldige
redegørelse skal der vises et tilfælde hvor Nietzsches filosofi tager sin læser
til fange; ved det at læseren kun kan blive sig selv, i.e. blive fri, ved at
vælge den slavemoral som Nietzsches filosofi fordømmer. Med dette eksempel skal
det problematiske ved en loyal Nietzsche-sekundærlitteratur illustreres.
Indhold
1. del
Fortale
Indledning
Problemer med fremstillingen
Meditationer - en præsentation
Nietzsche versus Sokrates - problemer med sammenligningen
Filosoffen uden begreber
Dialogen: Det Gode (specialets bedste del!)
Er Nietzsche dæmonisk?
Slutningen af dialogen: afsløring af Nietzsche?
Forholdet til sandheden hos Nietzsche, Sokrates og Kierkegaard
Sokrates's forhold til "det gode"
Sammenligning af Nietzsche og Sokrates, med udgangspunkt i Gorgias
Nietzsches forhold til smerten
Sokrates's forhold til smerten i Faidon
Hverken Sokrates eller Nietzsche vil lystre smerten
Sokrates's forhold til smerten i livet - begrundet med Antropologien
Nietzsches erkendelse
Nietzsches filosofi som en ny religion
Nietzsche contra Johs. Climacus
En "åndelig" læsning
2. del
Exit Nietzsche: en frafaldens bekendelser
En sidste dialog-replik
Spørgsmål til en befalingsmand
Nietzsche og Kierkegaard
"At vælge sig selv" - dialektik mellem Nietzsche og Kierkegaard
Analyse af begrebet suggestion
Slutning (appendiks)
Slutning (samlet materiale - 1. og 2. del)
Litteratur
FORTALE
Det var oprindeligt intentionen at give "en sammenlignende redegørelse til belysning
af forskelle og ligheder mellem Nietzsches moralfilosofi og Sokrates's ditto".
Det viste sig dog hurtigt at der forud for en sådan redegørelse lå alvorlige
metodiske problemer, som først måtte behandles. At springe de metodiske problemer
over (og gå lige til sagen!), er - som nærværende fremstilling vil klargøre
- som at springe bevægelsens problem over (hvorledes komme til sagen...); eller
- hvilket er det samme - det er, ikke at have blik for hvad Kierkegaard har
kaldt dæmoniens problematik. Eftersom de problemer der går forud for den oprindeligt
planlagte sammenligning altså er af gedigen filosofisk natur, er det med disse
problemer vi her vil beskæftige os... Nærværende fremstilling vil altså forsøge
at tilvejebringe grundlaget for den sammenligning der oprindeligt skulle have
været foretaget - fremstillingen har således nedsænket sig i det spændingsfelt,
hvor der bestandigt ses hen til det spørgsmål der oprindeligt skulle have været
besvaret; og dog er det ikke så meget selve dette spørgsmål der her skal besvares,
som det er grundlaget for dets besvarelse der skal diskuteres. Som dæmoniens
problem (Begrebet Angest) knytter an til problemet med hvorledes "det evige
kommer ind i tiden", i.e. problemet om "paradoxet" (Filosofiske Smuler) - så
kunne denne fremstilling bære undertitlen: "En undersøgelse af det dæmoniske.
- Eller: Hvorledes forstå det ubegribelige?" Nærværende fremstilling kan altså
ses som en indirekte besvarelse af disse spørgsmål.
INDLEDNING
Det er intentionen i denne fremstilling at diskutere nogle moralfilosofiske
problemstillinger, således at det i særlig grad er filosofien hos Nietzsche
der skal søges belyst. At Nietzsche er valgt som den filosof omkring hvilken
interessen skal centrere sig, skyldes at han er meget problematisk - af flere
grunde: (1)a) Nietzsches fremstillingsform gør hans filosofi uafrystelig i
kraft af en stærkt suggestiv effekt. b) Sproget er poetisk og er derfor ikke
umiddelbart tilgængeligt for en rationel behandling. (2) Nietzsches filosofi
er - set fra et mere gængs moralfilosofisk standpunkt - selve inkarnationen
af "det onde", hvilket vil sige at vi i Nietzsche har UDFORDRINGEN til store
dele af moralfilosofien. Det er fristende at afstå fra at ville beskæftige sig
med Nietzsche pga. hans fjendtlige attitude og radikale standpunkter: At vi
ikke skal tage hensyn til de svage - "en sådan etik kan vi simpelthen ikke acceptere"
- eller: "til sådanne konklusioner ønsker vi ikke at nå". Hvor tit hører man
ikke sådanne udsagn - og hvor er det modbydeligt! At ville afstå fra at beskæftige
sig med Nietzsche med sådanne begrundelser, er at spotte manden med læberne
og ære ham i hjertet, i.e. ikke at ville indse at man herved antager et nietzscheansk
standpunkt; da man lader smagen være afgørende fremfor argumentet. Vi ser her
at modsætningen til Nietzsches metode er den rationelle argumentation. Som
kontrast til Nietzsche skal derfor logikeren par excellence - Sokrates - inddrages;
da sidstnævnte også med hensyn til det filosofiske indhold danner modpol til
Nietzsche.
PROBLEMER MED FREMSTILLINGEN
At forene Sokrates og Nietzsche - eller blot at lade dem tale sammen - er som
at forene ild og vand: Antages den logiske synsvinkel, dvs. forsøger man at
bringe Nietzsche ind i en rationel diskurs, da har man allerede fornægtet ham
ved at forudsætte det som skulle vises (at Sokrates var ham overlegen). Alternativet
er at starte hos Nietzsche uden rigtigt at vide hvad man skal gøre ved ham (det
hedder ikke her, at starte hos Nietzsche med et ydmygt sind - det ville være
meget, meget lidt i Nietzsches ånd. Nej, man må starte hos Nietzsche for sin
egen skyld, i.e. for at se om man kan lære noget af ham) - i et forsøg på at
bringe det ikke-rationelle i forbindelse med det rationelle uden at det ikke-rationelle
derved ødelægges. Eftersom den sidste mulighed angiver den eneste farbare vej
er det ad den vi her vil bevæge os. En dialog For at yde Nietzsche så megen
retfærdighed som muligt vil der i denne fremstilling blive præsenteret en dialog
- dette ud fra følgende hensyn: (1) Selve det at ville afhandle om Nietzsche
er som nævnt et anti-nietzscheansk projekt, hvorfor det er tvivlsomt hvor meget
af Nietzsches ånd der vil overleve når allerede metoden forråder den. (2) Det
skal forsøges i dialogen at indfange Nietzsches særegne sprogbrug. (3) Nietzsches
filosofi tager sigte på handlen fremfor erkendelse. Under denne synsvinkel skal
det vises hvorledes Nietzsche "opererer" in concreto. Med en dialog bliver det
muligt at indplacere Nietzsche i den faglige kontekst, således at dialogen kan
danne baggrund for de problemstillinger der i den øvrige fremstilling skal diskuteres.
MEDITATIONER - EN PRÆSENTATION
Nu først en præsentation af nogle grundliggende begreber og temaer hos filosoffen
der "ikke er bornert nok til et system". Denne præsentation kan derfor ikke
være en systematisk afhandling, men må nærmest have karakter af at være meditationer
i tilknytning til forskellige temaer...
Viljen til magt
Alt er en vilje til magt, siger Nietzsche(1). Udsagnets dunkelhed
forsvinder når det påtænkes at Nietzsche regner Schopenhauer for sin lærer(2):
Ligesom Schopenhauer overalt ser objektiveringer af verdensviljen - i planeternes
bevægelser, menneskelegemets funktioner, fødsel og død i naturen; ja, endog
selvmorderens selvmord er en sådan objektivering af verdensviljen - så ser Nietzsche
altså overalt viljen til magt. Eller, mere præcist - med inddragelse af Nietzsches
anden lærer, Heraklit: Nietzsche ser overalt krigen som et udtryk for viljen
til magt.
Slaveopstanden i moralen
Således gælder det f. eks. om vor moralopfattelse (den kristne moral), at den
er et produkt af de svages (slavernes) magtvilje. Kristendommen har ved at favorisere
de svage og udstødte tiltvunget sig magten over de stærke (herrerne). Dette
er den såkaldte slaveopstand i moralen. Det er på dette sted at Nietzsche fremsætter
sin alternative moralopfattelse - der skal give herrerne styrken tilbage. Men
hvorfor ønsker Nietzsche at gribe ind i denne krig på magtviljer - er det fordi
slaverne er umoralske? (Når spørgsmålet stilles således forventer spørgeren
et svar der falder indenfor hans egen moralopfattelse (slavemoralen) - og glemmer
at spørgsmålet skal besvares ved hjælp af en for ham endnu ukendt moralopfattelse
(herremoralen)). Slaverne er ikke umoralske i den forstand at de gør "det onde".
Fejlen ved dem er at de er "slette" (dårlige). De er slette i den forstand at
de ødelægger livet ved at gøre det småt, når det kunne være stort og smukt og
farligt! Moralopfattelsen udspringer altså fra en teleologisk synsvinkel. Det
er dette Nietzsche udtrykker med vendingen og bogtitlen, "Hinsides godt og ondt".
I dette hinsides findes nemlig begreberne godt og slet.(3)
Lægen
Nietzsche betragter sig selv som en læge. Dels stiller han en ubarmhjertig diagnose
på den vesterlandske kultur og civilisation - den er dekadent - dels formulerer
han - alene ud fra det meget overordnede perspektiv, at det er livet der skal
fremmes - en endnu mere ubarmhjertig modgift; den alternative moralopfattelse.
Omvurdering af alle værdier
Som konsekvens af det standpunkt at den kristne moral er en sygeliggørelse af
livet forlanger Nietzsche en omvurdering af alle værdier. Dette indebærer væsentligst
følgende: (1) Det selviske skal foretrækkes for det uselviske. Eller rettere:
Det selviske er realiteten - hos den stærke. Det uselviske er hos slaverne et
dydsideal; vel nærmest fordi de hver i sær mangler et selv. Kun forenede under
illusionen om det uselviske kan slaverne kompensere for deres manglende selv,
og således vinde styrke i krigen mod herrerne. Om paradigmet på uselviskhed
- Jesu liv - siger Nietzsche: At han døde for sin egen skyld! Vi ser her hvorledes
illusionen om at han skulle dø for menneskers (i.e. deres synders) skyld, knuses
med hård hånd: Der gives intet højere end det selviske. (2) Sansning skal foretrækkes
fremfor fornuft. Igen gælder det at det reale er sansning. Betegnende for synspunktet
er det når Nietzsche siger: "Mit geni sidder i næseborene"! Kristendommen
har med sin "legemsforagt" og sit "had til sanserne" ødelagt livet ved at fornægte
det. Sang, dans og latter er Nietzsches nye dyder.(4) Det fornemme
I det uselviskheden forkastes, forkastes også medlidenheden med de svage. Problemet
med medlidenheden er nemlig at den er årsag til at den medlidende mister højde.
At stræbe efter "højde" er endnu et dydsideal - ved dette skal forstås; (1)
dels at man stræber efter sit eget, sine egne mål; (2) dels at man lægger afstand
til andre, hvilket naturligvis først og fremmest gælder slaverne/"pøbelen".
Ved denne læggen afstand udtrykker man distancens patos. Denne læggen vægt på
forskelle og afstand er et udtryk for fornemhed, dvs. egentlig dyd.(5)
Lidelsen (samt opgøret med pessimismen)
Nietzsche besynger lidelsen som det der skaber forskelle mellem mennesker og
isolerer individer. Lidelsen er derfor et gode; den skaber dyd og højde. Smerten
er livets optugter - at den gør ondt er ikke noget argument imod den. Vi er
her på måske det mest centrale sted i Nietzsches filosofi. - Det sted der indledningsvis
blev refereret til da det blev nævnt at Nietzsche for en stor del af moralfilosofien
må fremstå som selve inkarnationen af "det onde". "At skære i det levende",
nævner Nietzsche som det han ikke viger tilbage for. Men hvad ligger der i dette?
(1) Der ligger naturligvis det ovenfor udviklede, at Nietzsche hilser de af
slavemoralen forhadte følelser og lidenskaber velkomne: Krigen, hadet, afstanden
osv. (2) Der ligger at smerten er en del af livet som man må ville; a) da smerten
som ovenfor udviklet arbejder i livets tjeneste; b) da man må overvinde den
metafysiske pessimisme. Schopenhauer var pessimist. Han mente om livet, at det
var bedre om det ikke var - idet han så det som en stadig skiften mellem smerte
og kedsomhed. Anskuelsen fik den konsekvens at askesen blev det etiske ideal
- kun således kunne man se en vej ud af verdensviljen. Man måtte afdø fra sin
vilje for at opnå det højeste: Intet at ville. Dette betragter Nietzsche som
nihilisme, idet han ser det som udtryk for at man qua magtvilje VIL intet. I
Nietzsches øjne er der altså ikke tale om at man formår at tæmme, eller vikle
sig ud af, viljen - man opnår med det asketiske ideal kun en dekadent vilje
og livsanskuelse: Man skaber en selvmodsigelse dersom man ikke lader livet ville
sig selv, i.e. at lade magtviljen i en selv ville livet!(6)
NIETZSCHE VERSUS SOKRATES - PROBLEMER MED SAMMENLIGNINGEN
At foretage en sammenligning mellem A og B er at tilvejebringe noget tredje.
At ville beklage at dette tredje ikke umiddelbart er tilgængeligt, på samme
måde som A og B er det, er derfor en misforståelse. Dog gælder det at forholdet
mellem A og B kan være af en sådan karakter, at en sammenligning mellem de to
vil være en mere middelbar udredning end tilfældet almindeligvis er. Netop således
gælder det om forholdet mellem Nietzsche og Sokrates. At Nietzsche er adskilt
fra Sokrates med 2300 år er imidlertid ikke problemet, for hos Platon har vi
allerede svaret på nogle etiske standpunkter der minder stærkt om Nietzsches:
I "Staten" fremfører Trasymachos det standpunkt, at det retfærdige er hvad der
er den stærkes interesse. I "Gorgias" fremfører Kallikles den tese at det er
sanseligheden og dennesidigheden der er det attråværdige fremfor
Sokrates's askese og hinsides-etik. - Problemet i sammenligningen mellem Nietzsche
og Sokrates er, at den Sokrates som Nietzsche ser og opponerer mod, ikke er
Sokrates som han forstår sig selv. Vi har derfor i sammenligningen at gøre med
en fordobling af Sokrates-skikkelsen.
Kierkegaards forhold til Sokrates
Er det ikke uundgåeligt at Nietzsche forstår Sokrates anderledes end Sokrates
forstår sig selv; eftersom Nietzsche qua filosof udgør et nyt syn på verden?
- vil man måske spørge. Lad spørgsmålet finde sin besvarelse med inddragelse
af Kierkegaards forhold til Sokrates: For Kierkegaard udgør det sokratiske "det
højeste" før kristendommen. - Det højeste, hvad? Se, det er netop problemet:
Kierkegaard ser en modsigelse hos Sokrates og mener også at Sokrates selv ser
den. Modsigelsen kan udtrykkes ved at Sokrates betragter etikken som det højeste
uden at kunne begrunde den, hvilket resulterer i den sokratiske ironi - det
ironiske er for Kierkegaard netop vidnesbyrdet om selvindsigten hos Sokrates.
I det ovenfor udviklede ses det hvorledes Kierkegaards opfattelse stemmer overens
med Sokrates's opfattelse af sig selv. Men naturligvis har Kierkegaard også
en opfattelse af Sokrates der ikke deles af Sokrates - ellers ville Kierkegaard
jo blot være sokratiker: For Kierkegaard gælder det nemlig at det sokratiske
er det højeste før det kristne, dvs. det højeste før åndens indtræden i verden.
Hermed er modsigelsen i det sokratiske opklaret, vi er gået ud over den sokratiske
forståelse, og spørgsmålet som ikke kunne besvares inden for det sokratiske
kan nu besvares: Spørgsmålet om "hvad" er det sokratiske? - Det sokratiske er
den højeste form for åndelighed (for så vidt som man kan tale om åndelighed
før åndens indtræden i verden). Eftersom det sokratiske var før det kristne
kunne det kun ane sin egen åndelighed, men ikke begribe den, i.e. begribe sig
selv - med Kierkegaard når det sin forklaring. Om Sokrates vil acceptere Kierkegaards
udvidede syn på ham, har vi jo kun Kierkegaards vidnesbyrd for - men udvidelsen
er jo foretaget i overensstemmelse med en gedigen rationel tankegang, der yder
det behandlede materiale retfærdighed: Kierkegaard ser en modsigelse og bringer
den til forklaring (ophævelse) i en større forståelsesramme.(7)
Når altså også Kierkegaard har en dobbelt Sokrates-figur, hvad er så det problematiske
hos Nietzsche - er Nietzsche måske ikke en "gedigen" tænker? Det er han vel,
men han er ikke en "rationel" tænker! Nietzsches metode består derfor ikke i
at forstå og forklare Sokrates. Nietzsches metode er at bekrige! Og den Sokrates-skikkelse
Nietzsche ser er meget, meget fremmed for Platons forståelse af Sokrates, Kierkegaards
forståelse, samt den forståelse man i filosofihistorien almindeligvis har af
Sokrates.
Nietzsches opfattelse af Sokrates
Hvor Platon, Kierkegaard, og den almindelige opfattelse af Sokrates gengiver
Sokrates som en venlig og vis mand der med sin jordemodermetode hjalp andre
mennesker mod det mål de, bevidst eller ubevidst, tragtede efter at nå - har
Nietzsche en ondsindet og dekadent mand der er slemt tynget af ressentiment.
Pga. sin hjælpeløshed i andre discipliner må han for at komme af med sin "pøbelvrede"
underkaste andre mennesker sin vilje til magt i en dialektisk agon (væddekamp).(8)
Forskellen mellem de to opfattelser af Sokrates
Hvor i består den væsentligste forskel mellem de to betragtningsmåder? Vi er
her igen ved den vanskelighed der består i at bringe Nietzsche ind i en traditionel
akademisk diskurs: Den væsentligste forskel er nemlig at det første sted er
Sokrates venlig; det andet sted er han uvenlig eller fjendtlig. Mere præcist
er det måske at sige at der er kærligheden til forskel. Det er nærliggende at
anklage Nietzsche for en ukærlig og respektløs behandling af Sokrates - det
skal da også senere diskuteres om Nietzsche er dæmonisk - men denne anklage
er forhastet. Mere nøjagtigt er det at sige, at forskellen mellem Platon m.fl.s
opfattelse af Sokrates og Nietzsches opfattelse af Sokrates er, at Platon m.fl.
tror på kærligheden og velviljen hos Sokrates og at Nietzsche ikke gør det.
FILOSOFFEN UDEN BEGREBER
Men hvad er det da Nietzsche tror på og har respekt for? Som nævnt ser Nietzsche
overalt viljen til magt; hvad han ser når en dialog finder sted er derfor ikke
en argumentations semantiske indhold - han ser (rettere: lugter) derimod objektiveringen
af en overindividuel struktur. På individniveau gør Nietzsche også en iagttagelse:
Han ser hvorledes instinkterne arbejder i menneskerne. At der skulle være tale
om begreber eller om bevidsthed er for Nietzsche at se blot at omdøbe hæsligheden
ved en eufemisme - og Nietzsche gør netop oprør mod dette hykleri! Tror han
da ikke på begreberne? På dette spørgsmål må man med Nietzsche svare: Jamen,
begreberne er resultatet af en instinktiv virksomhed, og dialogen er en kamp
på magtviljer! Kun i den forstand at Nietzsche identificerer begreberne (og
argumentationen) med noget andet, kan man sige at han har begreber; særkendet
- og vanskeligheden - ved ham er netop at han ikke har begreber. Har han, eller
har han ikke begreber? - vil man spørge. Spørgsmålet er udtryk for at spørgeren
selv tror på begrebet, men har svært ved at begribe(!) hvorledes man kan filosofere
uden begreber. Svaret er at Nietzsche ikke har begreber, da han ikke har begreber
sådan som f.eks. Hegel, Kierkegaard og Platon har begreber; dvs. begreber til
hvis indhold man kan spørge - og få svar af begrebet.
Svar til en "begrebsalbino"
Er det overhovedet værd at bruge tid på en "filosof"
der ikke har begreber? - vil spørgeren måske fortsætte. Svar: Hvad Nietzsche
har når han "lugter" til forskellige forhold er hvad man kan kalde en sensualistisk
intuition (med dette udtryk forsøger jeg at angive at intuitionen kommer nede
fra, fra sanserne (instinkterne), fra mennesket som dyr - dette, i modsætning
til den intuition der kommer fra det højere intellekt (for så vidt som man kan
tale om en modsætning)) - og hvorledes den forholder sig til begrebstænkningen
er vel nok værd at finde ud af! Jamen, udslynger Nietzsche ikke bare diverse
påstande efter eget forgodtbefindende? Dette være den anklage man, når man tænker
allerdårligst om Nietzsche, vil kunne rejse. Spørgsmålet antyder altså
at der intet er at lære af Nietzsches tænkning (ja, netop tænkning!) Svar: Spørgeren
der tror på begrebet må vel så også have et begreb der forklarer Nietzsche -
ellers vil der jo endnu være noget at lære, hvilket netop vil være erhvervelsen
af det begreb der forklarer Nietzsche. Hvis spørgeren altså har den fulde forståelse,
hvorfor spørger han så? - Han ved jo besked, altså må han sige hvorledes det
forholder sig! Om spørgeren nu er arrogant eller vis, når han afviser Nietzsche
som en af hvilken han ikke kan lære noget, vil altså give sig udtryk i om affærdigelsen
fremsættes som et spørgsmål (den arrogante) eller som et udsagn (den vise).
(Dette, for så vidt som den arrogante ikke er arrogant nok til også at lade
hånt om sandheden, i hvilket tilfælde hans affærdigelse af Nietzsche også vil
kunne finde udtryk i et udsagn). Nu følger den omtalte dialog - bagefter skal
de problemer den rejser diskuteres. Med dialogen er problemet med den dobbelte
Sokrates-skikkelse løst: Sokrates's replikker gengiver det platoniske syn på
Sokrates - i Nietzsches reaktion aftegner den anden Sokrates-skikkelse sig.
Videre til specialets bedste del!
NOTER
(1)"Denne verden er viljen til magt - og intet andet! Og I
selv er denne vilje til magt - og intet som helst andet!" Fra afsnittet "Den
evige gentagelse", Heinrich Mann: Nietzsche, Martins forlag 1964.
(2)Schopenhauer som Nietzsches lærer - se f.eks. Lars-Henrik
Schmidt, Den sociale excorsisme p. 142.
(3)Friedrich Nietzsche, Zur Genealogie der Moral # 2,#
3, #4, #5, #6, #7, #11
(4)Friedrich Nietzsche, Der Antichrist (# 62), Also sprach
Zarathustra.
(5)Friedrich Nietzsche, Der Antichrist, Forordet, #1,
#43.
(6)Heinrich Mann, Ibid. pp. 128 - 138 (Europæisk nihilisme),
pp. 168 - 170 (Den evige gentagelse). Friedrich Nietzsche, Der Antichrist
#7.
(7)For Kierkegaards forhold til det sokratiske - se: Filosofiske
smuler og Begrebet Angest p. 171 - 172 (Fodnote til "Øieblikket").
(8)Heinrich Mann, Ibid. pp. 66 - 73 ("Sokrates's problem").