Det Gode

Nietzsche (til mig): Om jeg vil fortælle dig hvad der er godt?!(1) Åh, din usling! Ved du da ikke hvad der er godt?! Alt hvad der er stærkt og ædelt af byrd, alt hvad der er livsbefordrende og livsbe-ja-ende, alt hvad der er fornemt og har race - alt dette er godt!
Jeg: Og hvis man ikke er god...
Nietzsche (afbryder): - Så er man slet! Slet som de mislykkede - som pøbelmenneskene - disse tschandala!(2) Åh, og er ikke naturen rig på disse...? Giv agt! Stå stille! Lad lægen komme til - han der ved at bruge kniven!
Jeg: Hvis man ikke er god - kan man så blive det?
Nietzsche: Ha! - naiv som en græker! Skulle jeg der taler om race og ædel byrd - skulle jeg kunne tillade at dyden blev en lære... Nej! Fornemme er de få - pulchrum est paucorum hominum(3) - og hvad der er godt skal ikke besudles af småfolks små grådige hænder!
Jeg: Jamen, hvem er dine ord så møntet på...hvis ikke din hensigt er at gøre de slette "fornemme"?
Nietzsche: Føj, føj, tre gange føj! (Spytter vildt omkring sig). Var dig for en sådan pøbeltale: "At gøre de slette fornemme"!... Ak!, kendte du blot den sorg og den smerte der selv i den lyseste dag hjemsøger og piner dette mit hyperboræerhjerte(4) - da ville du vel træde varsommere... Forestil dig, et menneske; rankt og stolt, født til krig og lidenskab - født til at befale! Se for dig denne gudestærke krigersøn - hvem man i sandhed kan kalde en mand! Og se så mennesket af i dag: Smalskuldret, fedladen og med et dovent blik... eftergivende som en kvinde! Forstår du ikke... De har slået ham ihjel - hin kriger - disse pøbler og slaver, just da "de slette skulle gøres fornemme"!
Jeg: De har slået ham ihjel?
Nietzsche: Endnu kendte man menneskets storhed, i Hellas og i Imperium Romanum. Men ak!, med hebræeren kom synden ind i verden! Med ordene "de mindste skal blive de største" anbragte han en snylter på det sunde menneskelegeme. Med kristendommen var Achilleus ramt i sin hæl!(5) Nuvel! "For hvis skyld jeg taler?", spørger du. Velan! Jeg taler for de stærke!
Jeg (ironisk): Nå, så de stærke er blevet svage, og så vil du gerne hjælpe dem...
Nietzsche: Smudsigt er dit øjes lys - og det forråder dig: Selvkærligt varmer du dig ved dit eget vid, men du er angst, du hjord-dyr! Du tænker: Den Nietzsche er vel egentlig ganske kær - også han kender medlidenheden... Så er vi dog alle een hjord! "Neej!", skriger jeg. "Neej!" - og du ved det er sandt, thi din angst fortæller dig det: Endnu aldrig sank jeg så dybt - så pøbelagtig-ildelugtende-dybt - som til at handle af medlidenhed!(6) (Vrænger): Åh, medlidenhed! Disse ængsteligt befamlende blikke...! Alene det at småfolk kalder det kærlighed gør en mistænksom...
Jeg: Jeg bryder mig ikke om din måde at tale på.
Nietzsche: Åh!, så jeg falder ikke i din smag(7)... Jeg ser at du dog har et vist raffinement i sansningen - hvad er vel værre end de altædende! Nuvel! Storheden smager dig ikke - bedre er det vel at bide sig i læben?
Jeg: Du er ond!!
Nietzsche: Ha, ha, ha! - Så, dit had til mig har gjort dig til moralfilosof! Du som kun kender lidenheden, afmagten og savnet af det fornemme; hvad ved du vel om godt og ondt... Du som kun kender - det onde! (Ud i luften): Åh, lad de rene komme til mig, thi disse hører Jorden til - og i disse finder min storhed velbehag! Åh, måtte det ske: At mennesket fandt sig selv i mig... Og med glædestårer modtog sit våben! Åh, menneske! Så blød da ved mit ord! Så lad da alt dit kristne slaveblod forbløde! (Til mig): Ser du den, min egen? Ser du - afgrunden! Til dig rækker jeg nu sværdet, og siger: Du-som-ikke-kender-godt-og-ondt! - kæmp med mig en kamp for overmennesket! Sammen skal vi sønderknuse pøbelen! Thi, således er den evige lov: Dræb, eller du skal dræbes!(8)
Jeg: Er - er det ikke forkert at slå ihjel...
Nietzsche: Et husdyr, et æsel har man gjort af dig! Og ikke en våbenfør mand! Jeg spørger: Er det ikke "forkert" at ihjelslå - sig selv! Hvad er vel livet andet end en evig krig? Skulle den fromme da ikke være en evig kriger? Du tøver! Elsker du da ikke livet? (Nietzsche truer mig med sit sværd).
Jeg: Hjælp mig! H.H.(9) (entrer scenen).
Nietzsche: Hvem er du, fremmede - og hvad gør du her?
H.H.: Hvem jeg er; det skal du ikke bryde dig om. Se du hellere at få skaffet dit våben af vejen!
Nietzsche: Åh! Åh, nu genkender jeg dig! Du kommer vel sagtens for at "frelse" mig - netop som jeg skulle til at frelse! Åh, af kærlighed kommer du hid; at jeg ikke skal få blod på hænderne!
H.H.: Ak, frelse kan kun Gud! Dog, at forhindre at nogen af jer - thi, min bekymring angår jer begge - skulle pådrage sig den skyld det er at gøre sig skyldig i mord; dertil kan jeg vel være jer til tjeneste.
Nietzsche: Du-som-kryber-i-støvet - rejs dig! Du taler til en mand!
H.H.: At slå ihjel er synd, at forlede andre dertil er synd...
Nietzsche (til mig): En kristen! I vore dage... Hvor smagløst! (Til H.H.): "Jeg genkender dig", sagde jeg. Velan!, du er dog en fremmed: Du - krysteren! At blive slået ihjel; "for sandheden" - dette var den flugtvej du forsøgte. Fejt ville du flygte fra livet! "Åh, Gud give mig døden", bad du - igen var du for svag; for svag til selv at give dig døden!
H.H.: Tal dog ikke sådanne formastelige ord! Sandt er det, at jeg længe grundede over dette problem: Har et menneske lov til at lade sig ihjelslå for sandheden? Se til det menneske der i sit hjerte kun rummer den ene fromme tanke; at følge Christus efter - har han, har dette menneske lov til, ligesom Christus, at lade sig slå ihjel for sandheden. Hvem kan borttage den skyld der bliver ham til del, når han, ved at blive ihjelslagen eo ipso bliver medskyldig i sine morderes synder? Ak, nej! Det måtte jeg sande; kun Christus - intet menneske - må lade sig slå ihjel for sandheden.
Nietzsche: "Sandheden"...?
H.H.: Sandheden, ja! Dersom et menneske fandt det sande; dersom et menneske hellere ville lade livet end at fornægte sin tro...
Nietzsche: Fremmede ord af en fremmeds mund! Nuvel, lyt da til en sandhed: Man indfangede et vilddyr, optugtede det i smerte til dets instinkter perverteredes, så det troede sig sundt når det var sygt. Man lukkede det inde i et bur man kaldte "staten". Man gav dyret et navn - man kaldte det: "Det kristne menneske"!(10)
H.H.: Ak, hvor kan du sige det! Omend mennesket er syndigt; det er dog ikke et dyr. Nej, mennesket, i.e. ethvert menneske, er et Guds barn!
Nietzsche (til mig): Se ham! Et lam er han - et lam, og en smittebærer! Sin sidste rest af sundhed kaster han med væmmelse bort og kalder "synd". Syg vakler han rundt i sit bur - og giver så også livet bort... til Gud! (Til H.H.): Velan, du usle synder! På dine knæ - ja, sådan! - takker du mig - din... Gud! (Nietzsche hugger hovedet af H.H.).(11)
Jeg: Hjælp!, han går amok! Hjælp!! (Til Nietzsche): Morder!, Morder!
Sokrates (kommer ind, og siger): Hør, hvad er det for et spektakel?
Jeg: Han har slået en mand ihjel!
Nietzsche: Jeg har frelst et menneske fra livet - og befriet livet for et menneske...
Jeg (afbryder): Du slog ham ihjel! Prøv ikke at bortforklare det!
Sokrates: Så! Een ad gangen! Jeg bliver ganske forvirret når I sådan råber op!
Nietzsche: En byld skar jeg væk, og ud vælter betændelsen: Sokrates!
Jeg (til Nietzsche): Jeg hader dig!
Sokrates (til mig): Så, så unge mand! Lad det nu ikke give anledning til mere ufred. Du skal se; når blot vi kan strides med ord og begreber, da behøver vi ikke at bekæmpe hinanden, end sige at slå hinanden ihjel, da vi så egentligen hver i sær strider med os selv i en kamp mod egne vildfarelser.
Jeg: - Og hvad så?
Sokrates: Jo, ser du - kan vi blot få Nietzsche inddraget i en diskussion af hvad som her er foregået, da kan vi bringe ufreden til ophør...
Nietzsche (til sig selv): Hvad hører jeg, hvad hører jeg - ører!: "Kan vi blot kaste nettet over ham, så har vi ham, denne Nietzsche...". Åh, mine ører! - hvor kan I da tale således til mig! "... Og har vi ham først, da bringer vi alt til standsning(12). DETTE være vor hævn mod livet; for alt hvad det har gjort imod os!".(13)
Sokrates (fortsætter): Altså, lad os begynde!
Nietzsche (til Sokrates): Åh, du bøddel-dialektiker, slib du kun dine knive... Diskussioner - disse krøblingekrige - dertil har jeg ikke ressentiment! Velan, han som kan gå, han går!
Jeg: Du bliver gør du! Du vil blive fængslet med mindre du kan give en meget, meget god forklaring!
Nietzsche: Føj! (spytter), Føj for nogle pøbler! Med små smiskende og smaskende munde spiser I lærerens honning(14)... og lukker læreren inde i bistadet! Nå, smager den jer - viljen til magt?!
Sokrates: Åh, kæreste Nietzsche; du synes nok at vi er nogle slemme børster - men det vil ikke være rigtigt af os at lade dig løbe fra dit ansvar. Du har slået et menneske ihjel; og for denne udåd vil jeg aftvinge dig en forklaring! Du skal se, det vil til sin tid vise sig at være det bedste for dig, at du indrømmer din skyld og modtager din straf.(15)
Nietzsche: Syg og syndig var han, dette misfoster af en mand - hvortil har jeg forsvar behov? Han ønskede jo så bitterligt at dø!
Sokrates: Åh, så det var af medlidenhed at du...
Jeg: Nej, Sokrates! Det spørger du ham ikke om - han går amok igen!
Sokrates: Vel! Af medlidenhed var det ikke.
Nietzsche: Åh, at se så megen stinkende elendighed og uforskammet "fromhed"... Jeg måtte ud - mit rovdyr måtte ud!
Sokrates: Din sjæls lavere natur fik altså overtaget over din fornuft. Ja, for at sige det med enkle ord: Du mistede kontrollen over dig selv?
Nietzsche: Au contraire! Jeg genvandt kontrollen: Der gives momenter af desperation hvor man står som på randen af en afgrund... Åh, disse øjeblikke af atavistisk salighed, hvor det er som kunne historien leve sig selv på ny, renset for fejlgreb og misvækst... Nuvel! Mennesket er brutalt - en vellystig kriger der synger når han plyndrer og ler når han er grusom! Men ak, ak, ak! To årtusinder med fejhed-og-feminisme og foldede hænder og - dine asketiske idealer! - har gjort dette gudebildede af et rovdyr tamt og sygt og kristent!(16)
Sokrates: Jeg synes dit begreb om mennesket er noget uklart - ja, det overgår i hvert fald min forstand. Du fortæller mig at mennesket har været en ting og at det nu er noget andet. Se, så er det at jeg ikke forstår hvordan du kan få to forskellige begreber om mennesket til at være det samme - for siger du ikke, at mennesket er hvad det har været?
Nietzsche: Din dialektiske morskab kan du spare dig! Skulle du ikke vide hvordan det er fat med mennesket af i dag - du, som har indgivet det sygdommen! Kender du ikke sygdommen, Sokrates... Kender du ikke - dig selv! Nuvel, så lær da dette: Hold dig fra mennesket; lad ham være hvad han er, og prøv ikke at gøre ham "bedre", dvs. tam og asketisk.
Sokrates: Jamen kære, det er da dig der vil have mennesket til at være noget andet end det er! Det forekommer mig, at du forlanger af mennesket, at det skal være hvad det var?
Nietzsche: Upassende, kalder jeg den - din lyst til logik! Nuvel, se på dagens mennesker - syge er de! - disse blege nihilister. Og hvorfor? Fordi man har lært dem "dyden". Man har lært dem hver i sær at slippe rovdyret løs på sig selv. Syge, blege og feje er de: Aldrig har de mod til at vedgå sig rovdyret - vende det ud!
Sokrates: Nu forstår jeg hvad du mener: Fortidens mennesker var vilde "rovdyr" der bekrigede hinanden, idet de gav efter for deres lidenskaber uden mindste forsøg på at kæmpe imod. Og hvis jeg skal tro hvad du siger; så befandt de sig vel derved. Nutidens mennesker, det siger du, er også "rovdyr", dog nu i en skjult form. De har så at sige vendt rovdyret mod dem selv - de er altså ikke blevet bedre; ja, de er knap nok forandret i forhold til fortidens mennesker. I stedet for at bekrige hinanden, bekriger de nu hver i sær sig selv - og bliver syge derved. Er ikke dette, som jeg her sagde, hvad du mener?
Nietzsche: En gang kunne du bide - nu kan du kun drøvtygge...
Sokrates: Jamen, det er da storartet min ven! Du er oplagt til en rigtig dyst på begreber med spørgsmål og svar. Så lad os da tage fat! Jeg skal sige dig: Et er nemlig at forstå - som jeg nu har forstået hvad du mener - noget andet er det at forstå noget som sandt, dvs. at indse. Hvad den sidste betydning angår, kan jeg ikke sige at jeg har forstået din opfattelse af mennesket. Jeg mener nemlig at det er muligt for et menneske at blive bedre; ja, for at sige det ligeud: At erhverve sig en god karakter, det er efter min opfattelse det vigtigste et menneske overhovedet kan have for øje.(17)
Nietzsche: Kan du ikke holde tilværelsens meningsløshed i maven, Sokrates... Ak, nej; den bliver ved med at komme op - som moralfilosofi!
Sokrates: At du spotter filosofien, det gør mig ondt - ikke så meget på filosofiens vegne, omend jeg er dens forelskede tilbeder - nej, jeg er mere bekymret for at du skal kaste vrag på det gode som er givet dig. Et roligt liv i nøjsomhed - et dydigt liv - det er et lykkeligt liv. Forspild dog ikke din lykke, ved at klage dig over meningsløshed i livet, blot fordi du ikke kan få alle begæringer opfyldt - det er da at være som et lille barn der vræler, når hans mor er gået for et øjeblik. Nej, slå du følgeskab med mig, og jeg skal lære dig glæden ved at have hvad der er nødvendigt, og intet derudover. Begær og lyst og sanselighed - al denne legemsforkælelse - vink den farvel!
Nietzsche: Oh, du hykleriske ironiker, du glemselstragtende "erkender" - til sådanne højder har du altså forædlet og forfinet dit menneskehad, at du selv det mindste vindpust af livslyst må fly; for at ikke DIN ERINDRING(18) skal blive vakt!
Sokrates: Åh, din spøgefugl, du forstår rigtig at gøre nar! Lad mig nu gøre det tydeligt for dig, hvad jeg mener: Bestandigt at lade sit begær opfylde, og at have dette som mål for sit liv - i stedet for at tøjle begæret og være dets herre - er det ikke ganske som når en kusk ikke kan styre sin hest, men bliver trukket hid og did efter hestens vilje og ikke efter sin egen?(19) Menneskets begærnatur, dets sanselige natur, der har legemet som sit tilholdssted; den hører ikke mennesket væsentligt til(20). Jeg betragter mennesket som havende en dobbelt natur: Dels en lavere, legemlig, dyrisk natur; dels en højere, sjælelig, guddommelig natur. En dobbelt natur - men altså således, at det egentlige menneske hører hjemme i den højere del. Det besindige menneske, han er vel ikke ganske uden begær, men han forstår at tøjle det - idet han siger til sig selv: Den lyst jeg opnår når mit begær opfyldes, den er da kun en ringe glæde, da den jo kun er glæden ved at en smerte ophører. Således er det f.eks. når jeg spiser, da spiser jeg for det formåls skyld at blive mæt, dvs. for at få sulten til at ophøre.(21)
Nietzsche: Åh, du glædesløse - du grimmeste af grækere! Som alle mislykkede må du længes mod døden...
Sokrates: Som sand filosof - det er sandt! - da længes jeg mod døden, og tilstræber i livet at leve så tæt på denne som muligt; idet jeg bestandigt beflitter mig på at afdø fra min lavere natur. Det mener jeg nemlig om døden; at den ikke er andet end sjælens udfrielse af legemet, dvs. det egentlige menneskes befrielse fra et fængsel. Ligesom sjælen før den her på jorden kom i et legeme - førte en lykkeligere tilværelse, mere efter sin egen guddommelige natur - så er det min overbevisning; at sjælen, når den ved døden igen adskilles fra legemet, vil vende tilbage til et liv i fællesskab med guderne.
Nietzsche: Man puster - så en dødssejler kan nå i havn. Og nu dette dekadente præk...
Sokrates: Er det tilfældet at et menneske ønsker sig død, så skal hans ønske dog ikke opfyldes før tid er, hverken af ham selv eller af nogen anden. For vi mennesker er her på Jorden på gudernes befaling, og de bryder sig ikke om at deres slaver løber bort. Og således ser du, at min bekymring ikke blot angår din jordiske lykke, men også din skæbne i det hinsides. For en lykkelig skæbne i fællesskab med guderne, det bliver kun den til del der har levet et besindigt og fromt liv, og som ikke har ladet sig forlokke til legemlige udskejelser eller uretfærdige handlinger.(22)
Nietzsche: Frisk luft!, Frisk luft! Føj for en galemandslugt!
Jeg (til Sokrates): Han er ret umulig, hva'?
Vigilius Haufniensis(23) (kommer ind, og siger til mig): Han er dæmonisk! Jeg forstår så udmærket hvad hans tale om "frisk luft" betyder: Han har taget sig selv til fange, han har tabt friheden; han er ufri, som Sokrates så rigtigt pointerede. Nietzsches dæmoni kan efter sin gehalt nærmere bestemmes som: Angst for det gode - heraf forargelsen på christendommen.
Nietzsche: En teolog! Nok en teolog...
V.H.: Åh, du kære! Du står allerede i begreb med at skulle forsvare dig - efter denne, min første iagttagelse... Og dog er jeg så langt fra at kunne, end sige ville, skade dig, som vennen er fra fjenden.
Jeg (angående Nietzsche): Hold ham! Han går amok!
Sokrates (holder Nietzsche fast).
Nietzsche (skiftevis rød, grå og bleg i ansigtet, og med fråde om munden): Småfolk! Jeg lugter småfolk! Små venner, små fjender... Nisser er I - alle sammen!... med halm i hoved og træsko!
V.H.: Nej, jeg er ikke din fjende - din fjende er du selv; i den forstand at det dæmoniske netop er dette: At slutte sig selv inde. Du øjner nu frihedens mulighed, og ser på samme tid i hvilket fængsel du har holdt dig selv - du er svimmel og befinder dig ilde, men tro mig: Det er det gode som er på vej.
Nietzsche: Slip mig!
V.H.: At lade dig slippe, vil også være at lade dig slippe for det gode. Ja, det er dog ganske paradoksalt at du nu, skønt korporligt fastholdt, dog er tættere på friheden end du har været længe; men sådan er det, thi i åndens verden er alt dialektisk.
Nietzsche: Arch! Fri mig for din tølperagtige vin-til-vand-dialektik!
V.H.(24): Forstå mig ret: At vi holder dig fast betyder ikke at du så, hokus pokus får friheden igen; nej, vor holden dig fast er din friheds conditio sine qua non - at jeg skulle tale med filosofferne: Vor holden dig fast er en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig betingelse for din frihed. For at rase i dine krigeriske lidenskaber, eller føre lange ensomme monologer, hvilket du jo ville gøre hvis vi gav dig fri; det ville kun være dæmoniens, i.e. ufrihedens fortsættelse.
Johannes Climacus(25) (kommer ind, og siger): Jamen, kære venner - hvad er det dog I gør... I prøver da vel ikke at tvinge et stakkels menneske til at tro? I skulle skamme jer! Intet menneske kan lære et andet menneske sandheden - det er kun guden som kan bibringe et menneske troen. Giv ham fri, rejs ham op, og børst støvet af ham. Nogle tåber er I!
Nietzsche: For en ædel og modig handling, broder - er jeg dig taknemlig! Disse pøbler - ud af hvis små fedtede hænder du frelste mig - forsøgte at lære mig selvtugtens dekadente vellyst!
V.H.: Vi ville jo bare hjælpe...
J.C.: At dømme et andet menneske, at kalde ham dæmonisk, i.e. ikke troende - hvortil skal det hjælpe?
V.H.: At dømme... Nej, hold nu op, han siger det jo selv: "overmenneske" og daimon - det betyder jo ganske det samme.
J.C.: Åh, din dåre! Troen - sandheden - finder intet udtryk i det sanseligt-sjælelige, således heller ikke i det talte ord; at forlange et ligefremt udtryk for sandheden er hedenskab! Hvor kan du da tro at usandheden uden videre er kendelig?
Jeg: Sig mig, mener du så at man ikke skal tro det, hvis et menneske siger at han tror h.h.v. ikke tror?
J.C.: Jo, du skal netop tro det! Betragter vi nemlig troen som det, at et enkelt menneske med den højeste lidenskab, fastholder det uvisse i inderlighed, og derved gør det til hans egen sandhed(26) - så ser du, at hvad du tror om andre mennesker og deres tro; det er en sag der alene angår dig, og dit forhold til Gud. For at en siger til dig, at han tror h.h.v. ikke tror; det giver dig jo ingen vished for udsagnets sandhed, i.e. ingen åndelig vished.
Jeg: Jeg synes det lyder som mistro...
J.C.: At troen er en mistro?
Jeg: Ja, på en måde - det lyder som om du med troen vil skabe mistro mellem mennesker.
J.C.: At lade mængden opløse sig, så dens medlemmer hver i sær bliver hin enkelte for Gud, i.e. at anbringe troen blandt menneskene - det kan måske siges at være også at anbringe mistroen; i den forstand at menneskene nu ikke længere har hinanden som kriterium på sandheden, da de altså nu har troen (...) Dog, nej!; det var dog en modsigelse; ja, en gudsbespottelig tanke, om det gode - troen - skulle indebære noget ondt. Nej, må vi ikke sige: Først med troen bliver det muligt for menneskene også at tro hinanden; og ikke bare ængsteligt klynge sig til hinandens skuldre - i mængden.(27)
Nietzsche: Åh, hvad hører jeg - gennem ordene... gennem næse og ører!: En mands patos - distancens patos! Fornem er din foragt, fremmede - vær hilset!
J.C.: Åh, min kære - bare vi helt forstår hinanden... Om foragt, derom talte jeg ikke; men om kærlighed - om gudens kærlighed til mennesker.
Nietzsche: Hvorledes?! Er du da ikke en foragter? Er ikke dit had og nedblik som kullet? Skuer du ikke pøbelen - under dig?
J.C.: Åh, gid vi måtte forstå hinanden! En "foragter", det er jeg vel ikke; da jeg dog nærmest er at betragte som: tænker. At eksperimentere med christelige problemer for tankens egen skyld, dette er min lyst og stille fornøjelse.
Nietzsche (vred og skuffet): En kristen!...
J.C.: Nej, christen er jeg vel ikke, omend de christne paradokser har min bevågenhed, thi her finder tanken sin egne lidenskab. At guden blev menneske, at det evige kom ind i tiden - dette er det paradoxe.
Nietzsche: Kristent blod lyver ikke... Det lugter! Nuvel, fremmede - jeg mærker dog også en duft af adelsmand. Og derfor: Et til antikrist-rensende råb jeg dig tilråber: Gud er død!
J.C.: Jamen kæreste, hvad siger du dog? At guden døde på korset, det er vel sandt, men er det, det du mener...
Nietzsche: Lad mig se den - øksen! Du stærkarmede paradoksbetvinger!
J.C.: - Eller mener du måske at "Gud er død" for dig, i.e. at du ikke tror på ham... Eller mener du - Åh!, det er jo visdom! - at Gud er død, i.e. at gudens komme er døden... Jamen, så mener du jo som jeg: At gudens komme - paradoxets komme - er forstandens død!
Nietzsche: Kløv blot forstanden, fremmede! Åh, at jeg måtte se dit kristne legeme danse!
J.C.: Forstår jeg dig mon? Ønsker du, ligesom jeg, at forstanden skal indse sin begrænsning; se, at den er født af paradokset - og at det evige skal strømme ind i tiden?
Nietzsche: En omvurdering af alle værdier - det er hvad jeg... nej, fremmede "ønsker" gør jeg ikke - - JEG BEFALER!
J.C.: Jamen! Er du da selve evigheden - det absolut forskellige fra vor verden...? Da kan jeg aldrig begribe dig; kun tro dig, tilbedende ligge for dine fødder - thi du er guden!
Nietzsche: Rejs dig! Te dig ikke som en kvinde!
J.C.: Åh, guden vil opløfte mig og oplyse mig, som var jeg en stakkels tjenestepige i hvem en konge var forelsket!
Nietzsche: Ti! - du sværmer og tågesnakker!, thi min tålmodighed med dig er ved at ebbe ud. Jeg lærer dig om overmennesket! Overmennesket er den fornemme, den værdiskabende - mennesket hinsides godt og ondt!
Jeg (til J.C.): Lyt ikke til ham! Han vil gøre dig til kriger og senere til morder. Han tror ikke at det er ondt - han skulle spærres inde!
J.C. (til mig): Vig bag mig Satan! Thi du lokker til forargelse.(28)
Jeg (til Sokrates): Nu må du hjælpe mig, Sokrates - de to tossehoveder der (nikker mod Nietzsche og J.C.) er vist ikke til nogen nytte! Jeg må vide hvad det gode er... Du talte om lykken før...
Sokrates: Det må jeg sige - det var vel nok et ønske: Lykken - og det gode! Så tror du måske, at bare du åbner munden, så kommer jeg med en rigtig lækkerbisken; lige klar til at spise. Nej, min ven, sådan er det ikke; som digteren siger: "Gudernes herlige gaver er visselig ej at forkaste, dem de nådigen give, dem ingen sig selv kan forhverve!"(29) Men sig mig, hvorfor spørger du mig? Var det ikke snarere mig der er en gammel mand, der skulle spørge dig, der er ung, hvad det gode er. Ja, for det første, så ved jeg slet ikke hvad jeg skal sige, når du spørger mig, hvad det gode er - for så vidt som du altså søger besked om det i sig selv gode, og ikke stiller dig tilfreds med at vide besked om de enkelte ting i hvilke det gode kommer til udtryk, i.e. de ting vi kalder gode eller det vi kalder godt. Og for det andet, sig mig så; kalder du ikke ungdom for et gode? Eftersom jeg ikke længere er ung, men du endnu er det - så skulle du da være så meget desto tættere på at vide besked om det gode! Og hvad lykken angår: Nej, nu må du ellers have tak! - skulle du ikke være lykkelig, og vide hvad lykken er, omgivet som du er med allehånde gode ting! - Altså, sig mig så, hvad er det gode?(30)
Jeg: Tror du ikke jeg kender dig! Du vil have mig til at komme med diverse eksempler; kun for bagefter at fortælle mig, at det gode - altså selve det gode - det sagde jeg ikke noget om.
Sokrates: Du tror vist at jeg er en gammel ræv, hva'? En rigtig snu en, med lådden pels, der kender alle gangene under jorden. Nej, min ven, af os to, der er det vist dig der er ræven. Og vær nu ikke bange for at komme ud ad graven!
Jeg: Nå men så siger jeg, at det gode - det er livet!(31)
Sokrates: Det synes jeg var smukt sagt!
Jeg: - Det synes du?
Sokrates: Ja, det synes jeg - det var både smukt og frimodigt sagt. Men jeg er ikke ganske på det rene med om jeg forstår hvad du mener. Med livet, mener du da dit eget liv; eller mener du livet, i det hele taget?
Jeg: Begge dele!
Sokrates: Ja, sådan skal det være - et frisk og frejdigt svar! Kan du nu se at jeg havde ret; nu da du selv siger det? Du er omgivet af en masse gode og herlige ting; ikke bare dit eget liv kan du glæde dig over, men også over livet i det hele taget, kan du fryde dig. Lad os nu se om jeg har forstået hvad du mener: Livet, det være sig nu dit liv, eller livet i det hele taget; skal vi betragte det som et hele, der ikke har nogen dele - eller hvad synes du?
Jeg: Ja, det er vel et hele - men hvad mener du?
Sokrates: Jo, ser du, i det vi betragter livet, i denne vor undersøgelse, hvor vi forsøger at udgrunde hvad det gode er; er det da tilfældet at vi støder på noget dårligt eller noget ubehageligt, kort: noget som ikke er godt - skal vi så regne det med til livet, idet vi altså så må sige, at livet ikke kun er godt da det også har visse dårlige bestanddele; eller: skal vi sige, at livet i sig selv er godt, helt og fuldt, men at der sideløbende med livet eksisterer noget som ikke er godt?
Jeg: Jeg forstår ikke hvad det er du mener -?
Sokrates: Døden, min ven - på den er det, at jeg tænker. Kalder du nu den god eller ond?
Jeg: Jeg ved ikke om den er ond... men god er den i hvert fald ikke!
Sokrates: Er det nu din sande overbevisning - at døden ikke under nogen omstændigheder er et gode?
Jeg: Hvis jeg siger at livet er det gode, må jeg så ikke nødvendigvis sige at døden er... om ikke det onde, så dog noget andet end det gode?
Sokrates: Se, det er netop problemet, min ven: At du kalder livet og døden for modsætninger, fordi de er modsatte begreber; og derfor mener at hvis livet er det gode, så må døden være det onde - det er måske sandt nok... Det får nu vente lidt før vi finder ud af det; for sig mig først: Når det bliver aften og nat, når det altså bliver mørkt og solen går ned, sådan som det sker hver aften, for at naturen kan gå sin gang - er det så ikke det samme som at dagen "dør"?(32) Ja, er det ikke sådan med enhver forandring, at for at det nye kan opstå så må det nuværende dø? Kan vi så ikke sige at døden er en form for tilblivelsesproces(33), nemlig således at det nuværende går gennem døden for herigennem at undergå en forvandling der vil gøre det til noget nyt?
Jeg: Mener du at døden er en tilblivelse??
Sokrates: Nej, jeg spørger dig: Må vi ikke sige, at det er således, at til at noget kan forandres, så har det behov for døden?
Jeg: Jamen hvad så med døden... Når vi har livet, og alt bliver til i kraft af døden - hvordan bliver døden så til?
Sokrates: Jamen, kære ven - det var jo netop ved det problem vi startede! Du husker vel, at jeg spurgte dig om livet var et hele, eller hvad du mente om den sag... Kan du så ikke se hvad vi må svare nu?
Jeg: Jeg forstår ikke en brik!
Sokrates: Nu, godt, så skal jeg da fortælle dig hvorledes jeg tænker mig at det forholder sig. Du tænker på livet og på døden som to uforenelige begreber - og måske har du ret. Du husker nok hvorledes jeg altid plejede at spørge efter, om der ikke var et menneske som kunne vise mig en modstrid i begreberne, som f.eks. at selve det lige store skulle være ulige stort; eller, at selve begrebet det samme skulle være noget forskelligt. Du ser, at din måde at tænke på minder meget om min! Og dog, så tror jeg at vi nu ved fælles hjælp har hjulpet hinanden et godt stykke videre mod sandhedens erkendelse. Altså, livet og døden! Når du ser dig om, i naturen, når du iagttager mennesker osv. - er du så ikke bestandigt vidne til en forandring? Blade falder af træerne, nye vokser ud. Børn vokser op og bliver ældre, unge mænd bliver modne, og senere gamle - på alt sådant er det jeg tænker; er du ikke bekendt med disse forhold?
Jeg: Jo, det er jeg da...
Sokrates: Må vi så ikke sige - ud fra hvad vi har udviklet - at vi overalt hvor vi er vidne til disse forandringer tillige er vidne til noget andet? Må vi nemlig ikke sige, at dette andet, som vi er vidne til, at det er døden - eller hvad vil du ellers kalde det?
Jeg: Når børn vokser op... kalder du det for døden? Det er da livet!
Sokrates: Lad os nu ikke strides om ordene, min ven. Har vi ikke sammen udviklet, at forandring kun er mulig i kraft af døden? Jeg benægter ikke at vi også er vidne til livet, jeg siger altså blot; er det ikke døden vi ser, når vi ser en forandring qua forandring?
Jeg: Jo, jo, det er det vel...
Sokrates: Nej, hør nu! Du skal svare som du oprigtigt mener det er! Sig mig altså, er det døden vi ser når vi ser en forandring, eller hvad mener du?
Jeg: Ja, det mener jeg det er.
Sokrates: Godt, sådan skal det være! Nu vores problem, husker du: Er livet et hele, eller eksisterer der noget sideordnet med livet? Nu tror jeg, at vi kan svare, idet vi nemlig kan forene vore to begreber, der i visse henseender er, i visse henseender ikke er, modsætninger: Vore begreber, livet og døden. Om disse begreber gælder nemlig, at de begge er delagtige i begrebet tilværelse, da begge begreber er til - sådan har vi jo udviklet det!
Jeg: Livet - jeg synes du mangler at vise at livet er til.
Sokrates: Jamen, kære ven dog: Det er dog livet der er til! Nemlig således, at livet er det noget, på hvilket døden - som altså også er til - øver indflydelse, således at livet kan forandre sig. Ser du så ikke nu, at om livet og døden gælder det at de er modsætninger; således at døden ikke er en del af livet, ej heller er livet en del af døden - men dog gælder det om dem begge, at de er forenede i begrebet tilværelse?
Jeg: Jo, det kan jeg godt se.
Nietzsche: Arch, I tølpere - hvad ved I vel om liv og død?
Jeg: Hold dig væk... Det har vi jo lige sagt!
Nietzsche: Ha, ha - du tåbe og tørvetriller, tror du at døden er dialektisk... Åh, javel - I hængehoveder - just sådan er det: Dialektik er døden!
Sokrates: Kære ven, tilslutter du dig, hvad vi i vor undersøgelse efter fattig evne har udviklet? Ja, derom må du ikke forholde os din mening, thi om disse vigtige spørgsmål søger vi besked. Sig os altså hvortil din tanke dig bringe!
Nietzsche: Nuvel, betragt da dette som en almisse!: Dialektikken er en impotent bajads - dens udøvere er derefter: Dialektikken er for ådselædere, hvis tænder ikke længere kan bide over den levende føde!
Sokrates (til mig): Forstår du hvad han mener? (Til Nietzsche): Sig mig - og vær venlig at udtrykke dig i korte, præcise svar; sig mig, på hvilken måde du mener at dialektikken forholder sig til døden.
Nietzsche: Eh, voila! Dræber-magtvilje: Gnoti sauton!
Sokrates (til mig - chokeret): Af og til tror jeg, at manden har fat i noget sandt, og af og til - som nu - tror jeg at det er selveste Typhon, der står foran mig! (Til Nietzsche): Jeg ville rigtig nok ønske at du var lidt mere samarbejdsvillig. Jeg tror at vi sammen kunne nå langt mod sandhedens erkendelse...
Nietzsche: Hold fingrene FRA MIG, Sokrates! Hvortil har jeg - vandreren - fællesskab behov? Ak, vejen er ensom - åh, tak! Åh, tavs er den - tak!
Sokrates: Du kan vel nok hjælpe en gammel mand, der trygler om visdom og indsigt!
Nietzsche: Så lugt det da, gamle: Kun den der ikke kan bære lanse og rustning spiller broget bajads: Dialektikken er det sidste våben - den sidste skadefryd...
Sokrates: Sådan skulle du ikke tale! Dialektikken - den filosofiske undersøgelse - er ikke et våben til at skade andre; tværtimod: Den er et middel til at hjælpe! Som jordemoderkunsten er til for i den legemlige verden at lade den svangre kvinde føde et velskabt barn, så er dialektikken, i sjælens verden, det middel med hvilket man kan være et andet menneske behjælpelig, i.e. til at dette menneske bedre forstår sig selv!
Nietzsche (til sig selv): Om svangerskab taler han, denne kvindagtige olding. Ved han da ikke at svangerskab er en sygdom! Nuvel, sæt at sandheden er en kvinde... (til Sokrates): Så tag da også denne almisse - og tag den som din medicin!: Af alt foragteligt og småt; det mindste og værste er dog de smås HJÆLPENDE HÆNDER! Velan, giv agt! Her hjælper kun den hånd der SKÅNSOMT DRÆBER!
Sokrates: Dødshjælper, er det, det du er...
Nietzsche: Nej!, jeg er livets gartner, optugter og opdyrker! Jeg rykker de døde eller næsten døde, eller de-som-burde-være-døde op med rode! Således er min vilje til liv også en vilje til død!
Sokrates: Er det således - når du altså filosoferer, så "rykker du i planterne" for at se om de er levedygtige: Fjerner de syge for at de sunde kan leve?
Nietzsche: Med næsen dømmer jeg om liv og død, med hænderne - fører jeg leen! Og således hilser jeg dagen: Fast er min gang, alvorligt mit blik... En solmoden frugt er mine sanser; der brister ved en sagte dissonans.
Sokrates: Men nu dialektikken - thi, om den er det jeg søger besked. Var det bedre for livet om der ingen dialektikere var? Ja, her må du ikke holde en udtømmende forklaring tilbage, for jeg begriber slet ikke hvorledes du kan komme til dette resultat.
Nietzsche: Oh, du næsten-visne natskygge - en kødæder er du: "Kom kun hid, kære gartner", således lokker du på afveje og bort fra solens lys! "Blot et enkelt ord af dig, så vil jeg leve", hvisker du - du løgner! Døden, er din eneste ven og kundskab: At dø og at dræbe! "Kom kun hid, kære gartner..." Jeg hører kun en sulten mave knurre!
Jeg (til Sokrates): Jeg tror godt du kan opgive at få en samtale i gang med ham!
Sokrates: Tror du ikke at Nietzsche vil deltage i en undersøgelse... Er han da ikke en visdomssøger?
Jeg: Hvis jeg skal svare på hans vegne, så må det vel blive: At han er en visdomssøger - og, at hans visdom er netop at afvise dialektikken.
Sokrates: Jeg ville unægteligt have foretrukket at høre det af manden selv... Det er pænt af dig at ville svare, men - ærligt talt: Det er noget vrøvl du siger!
Jeg: Siger du at jeg vrøvler?!
Sokrates: Visdomssøger og visdom - hvordan forholder de to begreber sig til hinanden? Er det ikke således, at den første tragter efter - søger efter - at nå den sidste? Hvis Nietzsche altså er en visdomssøger; har han så, eller har han ikke, visdom? Du har måske hørt om dengang, jeg sammen med Agathon og Faidros, og visse andre, svingede bægeret - og skulle tale til Eros's pris. Dengang var jeg i forlegenhed, ligesom jeg er det nu: Ser du, man mener i almindelighed at Eros er skøn - ja, at han er gudeskøn! - og dog er Eros jo den gud der længes mod det skønne. Sig mig så: Hvordan kan det som allerede har det skønne, længes mod det skønne. Er det da ikke en selvmodsigelse - må man ikke nødvendigvis savne, dvs. mangle, det som man længes efter? Jeg håber at du forstår, at når vi taler om det skønne, og om at længes mod det skønne; så er det der interesserer os, om man kan - om Nietzsche kan - være en visdomssøger og dog have visdom.
Jeg: Ja, den parallel der, er jeg godt nok med på - men jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal svare...
Sokrates: Hvis jeg nu, for undersøgelsens klarhed, må lede tanken hen på mit eget tilfælde: Jeg kalder mig selv for visdomssøger, men siger også at jeg ingen visdom har - netop derfor er dialektikken det redskab med hvilket jeg stræber mod den sande erkendelse. Aldrig forsømmer jeg muligheden af en diskussion, i.e. muligheden af at nå til indsigt. Nietzsche - det siger du - er også visdomssøger, men han vil ikke diskutere - tror du at han er bange for at visdommen skal, ligesom en fugl i et bur, flyve ud af munden på ham hvis han åbnede den og delagtiggjorde os i sin indsigt?
Jeg: Nu gør du vist nar...
Sokrates: Sig mig så dette: Som jeg, ikke at have visdom, men dog at søge efter den - også det er problematisk, thi man ved jo ikke hvor efter det er man skal søge... Sig mig altså: Hvorledes forholder nu dette problem sig til problemet med Nietzsche: At søge efter hvad man allerede har?
Jeg: Jeg er helt rundt på gulvet!
Sokrates: Lad os da så tage fat på undersøgelsen! Lad os starte med problemet med at søge hvad man ikke har - den vanskelighed der består i ikke at vide hvorefter det er man skal søge. At vide og ikke at vide, det er vel modsætninger - er det ikke?
Jeg: Jo, det er det.
Sokrates: Og ligeledes, det at have viden, er modsat, det ikke at have viden?
Jeg: Ja, det er rigtigt.
Sokrates: Ja for, at vide; det vil jo sige: at have viden - ikke sandt?
Jeg: Jo.
Sokrates: Mener du nu, at det er muligt at komme til at vide noget som man ikke allerede ved... Jeg mener, hvis jeg nu har begivet mig på vej til torvet, og det så pludselig går op for mig - at jeg midt i al den filosofiske spekulation med hvilken jeg har underholdt mig på vejen - har glemt vejen til torvet! Så står jeg der, uden at ane hvor jeg er, og uden at ane hvorledes jeg finder vej til torvet. Da er det vel muligt for mig at spørge et menneske ad, om den vej, på hvilken jeg står, om den fører til torvet... Skal vi nu sige om dette, at jeg, ved at få besked om vejen, kommer til at vide noget jeg allerede vidste - eller hvad synes du?
Jeg: Ja, det synes jeg er rigtigt: Du får noget at vide som du allerede vidste... Jeg tænker mig at du har gået den vej 117 gange!
Sokrates: Pas nu på! For er det ikke først ved at genkende vejen, at jeg modtager hvad der lå gemt i min sjæl, i.e. det som jeg altså havde glemt?
Jeg: Hvad mener du?
Sokrates: Jo, ser du; var det nu således at det menneske jeg spurgte om vej til torvet, heller ikke kendte vejen, omend han troede at han gjorde det - eller måske ville han bare lave sjov - i alle tilfælde: Hvis jeg begik mig på vej mod torvet, i den tro at jeg var på rette vej - selvom jeg faktisk gik den gale vej - da var jeg vel ikke blevet bibragt en viden om hvad jeg allerede vidste - for viden, den er om det sande, ikke?
Jeg: Jo, viden må være om det sande.
Sokrates: Kan du så ikke se hvad vi nu har udviklet? - Vi har udviklet, at når man kommer til at vide noget, så gælder det om denne viden, at den egentlig ikke er en ny viden - da man allerede var i besiddelse af den. Eller, vi kan sige: Om denne viden gælder det, at den er midt imellem viden og ikke-viden. Dvs.: Før man kom til at vide, ejede man sin viden på en sådan måde, at den ikke var nærværende for en - man havde så at sige ingen glæde af den. At erhverve viden vil derfor sige, at den viden som allerede findes i sjælen bringes frem for erkendelsen. Eller, for at sige det kort: At erhverve viden er at erindre! Nu har vi altså løst problemet med at søge hvad man ikke har - men hvad med Nietzsche, der søger hvad han har?
Jeg: Ja, hvad med ham?
Sokrates: Sig mig, hvad tænker du om Nietzsches visdom? - Du sagde, at "Nietzsches visdom er at afvise dialektikken"... Hvis jeg nu antager et eller andet standpunkt - det være sig nu fornuftigt eller helt urimeligt - og jeg så nægter at diskutere det, men klamrer mig til det, som var jeg en lille dreng, der havde forelsket sig til afsindighed i et stykke legetøj, og derfor hverken ville spise eller sove, eller lege med de andre børn; og i det hele taget var ganske ulydig, og sine forældre en stor plage - da ville du vel sige til mig: At du ikke skammer dig, Sokrates! Enten må du bringe din visdom for en dag, så vi andre kan se den, og glædes over den; eller også må du sørme se at komme på bedre tanker! - Ville du ikke sige noget sådan, tror du?
Jeg: Joh, men...
Sokrates (afbryder): Ja, for det var dog skammeligt om jeg fandt en ædelsten - en storslået visdom - og så ikke viste mig det mindste villig til at dele dens skønhed med andre. - Det, for så vidt som det synspunkt jeg havde annammet virkelig var værdifuldt - for, for omverdenen var det jo ikke til at skelne, om det var en visdommens perle eller bare en klump ler, der sådan helt havde berøvet mig interessen for alt andet.
Jeg: Antyder du at Nietzsche er en bedrager - at hans visdom er "en klump ler"?!
Sokrates: Jeg har mine vanskeligheder, min ven - jeg kan jo netop ikke se hvad hans hænder skjuler; men efter hvad du fortæller, så må jeg nu tro at hans hænder er tomme.
Jeg (chokeret): At de er tomme?!
Sokrates: Hvis hans visdom slet og ret er "at afvise dialektikken" - er det så ikke det samme som: Blot det at han ikke vil åbne hænderne. Hvorfor skulle jeg så tro at der var noget inden i?
Jeg: Du er jo en ordkløver! Jeg mener selvfølgelig at det Nietzsche - som vi altså udtrykker det - har i hænderne, er årsag til at han ikke vil åbne dem!
Sokrates: Nå, det var det du mente - ! Og, overalt hvor du sagde, at "Nietzsches visdom er at han afviser dialektikken", så mente du altså egentlig, at Nietzsches visdom er årsag til at han afviser dialektikken?
Jeg: Jeg mener nu, at det er to sider af samme sag - men for at undgå misforståelser: Lad os så betragte den sidste formulering som den mest korrekte.
Sokrates: Godt! Da er vi endnu ved problemet: Hvorledes søge det man allerede har? Nå, hvad synes du vi skal svare - - husker du hvordan vi løste problemet med at søge hvad man ikke har?
Jeg: Jamen, det var jo det stik modsatte problem!
Sokrates: Jah, og dog... I unge mennesker, I har så travlt - I iler af sted og ser slet ikke de store problemer ved hvilke I burde standse op; og omvendt, forstår I ikke omfanget af de små problemer!(34) Husker du ikke at vi lige for lidt siden fandt ud af, at når man kommer til at vide noget; så gælder det om denne viden som erhverves, at den befinder sig midt mellem viden og ikke-viden?
Jeg: Jo. det kan jeg godt huske.
Sokrates: Ser du så ikke at noget tilsvarende gælder for "det stik modsatte problem" - som du kalder det?
Jeg:??
Sokrates: Det jeg tænker på er: Når nu det er tilfældet, når man søger noget man ikke har, at man i en hvis forstand allerede har hvad man søger - tror du så ikke at noget tilsvarende kan gælde for "det stik modsatte problem"? Du må tænke på at begge problemer jo er knyttet sammen derved at de handler om "at søge". Hvis vi altså går frem på analog måde og betænker hvad vi lige har lært, må vi så ikke sige: At når man søger hvad man har, så har man i en hvis forstand ikke det man søger?
Jeg: Jo, nu kan jeg godt se hvad du mener - men jeg synes det lyder underligt...
Sokrates: Betragt da følgende: At have - det ved du hvad betyder. Og det modsatte af "at have", er det ikke "ikke at have"? Sig mig så; tror du der gives noget der i mellem - kender du et begreb der har del i både "at have" og i "ikke at have"?
Jeg: Nej, det tror jeg ikke jeg gør... Men modsiger jeg nu ikke hvad vi lige har vist: At når man søger noget man ikke har, så har man det i en vis forstand alligevel??
Sokrates: Nu ikke så hastig - du skal kun bekymre dig om de enkelte spørgsmål! Al din stræben bør du sætte ind på at svare "ja" og "nej" på rette sted, for er disse svar korrekte, da kan du være vis på, unge mand - at da skal du nok genfinde det sande i helheden. Altså: Når jeg nu spørger om "at have" og "ikke at have" - glem da alt om hvad vi tidligere har udviklet! Og det hvor mod vor tanke længes - det vi søger at vise - det bør du glemme allerbedst; for at ikke du skal komme halvbefaren til dit mål; for det forstår du vel; at da er det ikke det sande mål til hvilket du er nået, men snarere en redningsplanke, til hvilken du klamrer dig, fordi du ikke havde kraft og tålmodighed til at gøre den hele rejse! Jeg spørger dig altså nu om "at have" og "ikke at have" - betragt da disse to begreber, og fortæl mig så - idet du hverken ser dig frem eller tilbage! - fortæl mig så, hvorledes disse begreber forholder sig til hinanden!(35)
Jeg: Ja, men så siger jeg altså: De er modsætninger, og de enes ikke i noget tredje begreb.
Sokrates: Godt! Lad os betragte det næste spørgsmål: Viden - modsætningen hertil kalder du vel, ikke-viden - ikke sandt?
Jeg: Jo, det er rigtig nok.
Sokrates: Og viden er om det sande... det sagde vi før.
Jeg: Ja, det er rigtigt: Viden må være om det sande.
Sokrates: Så kan man altså ikke vide noget falsk - for hvis man ved noget, så er det, det sande man ved?
Jeg: Ja, sådan må det nødvendigvis være.
Sokrates: Og, at vide - det sagde vi før - kan også udtrykkes som det, at have viden; ikke sandt?
Jeg: Jo.
Sokrates: Hvis man altså har viden - så er det den sande viden man har?
Jeg: Ja.
Sokrates: Ja - for ikke bare må viden være om det sande efter begrebernes natur - vi har også vist, at der mellem "at have" og "ikke at have" - at der derimellem ikke gives noget tredje begreb. Vi har derfor vist: At dersom man ved noget, så gælder det om denne viden, som man altså har - for har man den ikke, så forefindes den slet ikke hos en, i.e. så har man den ikke - at det er den sande viden.(36)
Jeg (flov): Du, Sokrates... du må altså meget undskylde... Da du før sagde, at jeg skulle svare dig på om der mellem "at have" og "ikke at have" findes et tredje begreb - og at jeg skulle svare "uden at se mig hverken frem eller tilbage" - ja, jeg må vist være blevet forvirret, for det er jo det rene vrøvl! Der er jo et tredje begreb - og hvad værre er: vi har vidst det; for vi har jo lige brugt det, men så har vi glemt det igen! Det er jo nemlig "at erhverve"! Vi talte jo om "at erhverve viden"!
Sokrates: Du store - det er sandt! Der kan du bare se; vi er nogle rigtig dårlige filosoffer! Ikke bare er det svært for os at besvare vore egne spørgsmål - vi glemmer også hvad vi har fortalt os selv!
Jeg: Jeg tror vi holder nu - skal vi ikke... Jeg tror vi er lige så dumme, hvis vi bliver ved, som de mennesker du refererede til, da du talte om begæret - de mennesker der ikke kan indse at, at opfylde begæret er som at fylde et kar med hul i.
Sokrates (sørgmodig): Du har nok ret - ja, for os er det faktisk værre: Det er hovedet vi har hul i! Eller, endnu værre: Det er ikke en legemlig skavank der har ramt os - hvis vi da ikke er født så ynkelige - nej, det er vor visdoms kar der er hul i, og som aldrig kan blive fyldt...
Nietzsche (rørt): Åh, brødre - er det sandt, er det sandt! Åh, brødre - da er I kommet hjem! Og, se! Da er der glæde og glædestårer i mine øjne - thi, glæden er stor når en vildfaren og lærd vender hjem; men tusindfold er glæden - når Sokrates vender hjem! Åh, Sokrates, så kom da i mine arme! (Nietzsche giver Sokrates et knus!)
Sokrates (lidt overrasket - venlig): Åh, javel - det er altså sådan du tænker! Jamen dog!
Jeg: Sokrates - nu har jeg det! Nok er vi dumme - men: Vi har løst problemet!
Sokrates: Problemet?
Jeg: Ja, jeg skulle måske sige at det var Nietzsche der løste det, da han - om jeg så må sige - "åbenbarede" sig! Nietzsche - og så hvad du sagde om "visdommens kar" - det har løst problemet! - Ser du ikke at vi har løst problemet med: "hvorledes søge hvad man har"? Dette var jo nemlig Nietzsches problem - husker du? Og det er altså også vores problem - for visdommen, det er hvad man kan søge, omend man har den. Eller jeg skulle måske sige: Visdommen - det er den viden om hvilken man aldrig er sikker, om man har den, eller om man ikke har den - det er den viden som bestandig må erhverves!

Videre til en diskussion af dialogen ovenfor

NOTER OG KOMMENTARER TIL DIALOGEN

Kommentarerne tjener til at vise hvilke overvejelser der ligger bag dialogens udvikling.

(1) Når man konsulterer en filosof med interesse for etik, så er det vel for at få at vide hvad det gode er - således bliver dette spørgsmål dialogens åbningsspørgsmål.
(2) Tschandala: Nietzsche har udtrykket fra det indiske skrift, Manus lovbog. (Der Antichrist).
(3) Det gode er kun for få mennesker.
(4) Hyperboræere: Folk som bor nordligere end Nordenvinden. (Antikrist).
(5) Dette historiesyn danner baggrund for Antikrist.
(6) Angående medlidenhed - se: Der Antichrist #2.
(7) Nietzsche forkaster den traditionelle filosofiske tale om sandhed og usandhed (jf. Gud er død), og taler i stedet for om smagen, der kan være god eller dårlig.
(8) Her tages tråden op fra åbningsspørgsmålet: Når den etiske filosof man har konsulteret, i modsætning til en selv, ved besked om godt og ondt (dette er om ikke absolut sandt, så sandt i den henseende til hvilken man har konsulteret ham); hvorfor følger man ham så ikke blindt - gør det som han kalder "godt"? Dette spørgsmål hviler særlig tungt på en, når man læser Nietzsche, både pga. filosofiens radikalitet og pga. den stærkt suggererende form. Sværdet er her i en dobbelt forstand symbolet på situationen for læseren af Nietzsche: (1) Nietzsche opfordrer til voldelighed - man kan følge ham ureflekteret. (2) Vil man virkelig være voldelig? - Man kan rette sværdet mod Nietzsche(...)
(9) H.H.: Hos Kierkegaard den pseudonyme forfatter til afhandlingen: "Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden?" (Samlede værker, Gyldendal 1978, bd. 15). H.H. beskriver sig selv som en troende kristen.
(10) Zur Genealogie der Moral #17.
(11) Denne udvikling tjener til at give et autentisk billede af Nietzsches filosofi, og ikke bare en spekulativ fortolkning. Jf. Der Antichrist #2, Zur Genealogie... #11.
(12) Se Zarathustra: "Von alten und neuen Tafeln" #8. Her fremføres i billedform Heraklits "Alt flyder" overfor såvel Platons idelære som Parmenides's benægtelse af bevægelsens mulighed.
(13) For replikkens psykotiske stil - jf. Zur Genealogie... #14, Jenseits... #295 (Mødet med Dionysos).
(14) Honning bruges i Zarathustra fra start til slut som synonym for visdom/lære.
(15) Sokrates: "... den, der ikke bøder for sine Ugerninger... han maa være ulykkelig fremfor alle andre... den, der ikke bøder derfor, er ulykkeligere end den, der gør det... (Gorgias. bd. 2, p. 159).
(16) Der Antichrist #3, #6. Zur Genealogie... #11
(17) Se f.eks. Gorgias.
(18) Hvad der her hentydes til er naturligvis teorien om generindring (Menon).
(19) Analogien er en parafrase over den analogi til sjælen, der fremsættes i Faidros (Samlede værker bd. 6, p. 48. 1954). Sjælen beskrives her som havende tre bestanddele - svarende til: (1) En hvid, god og lystrende hest. (2) En sort, vild og trodsig hest. (3) En kusk, hvis opgave det er at styre hestene.
(20) Dette udsagn er ikke hentet fra Faidros, men findes i Staten, Gorgias, Faidon - og er bærende for den etiske argumentation der her føres. Udsagnet er faktisk i modstrid med Faidros, da det i Faidros påvises at det menneskelige begær har en guddommelig oprindelse.
(21) Gorgias, p. 142. Det hedder her, at man ikke ønsker handlingen i sig selv, men det hvortil handlingen er et middel.
(22) Faidon (og Gorgias).
(23) V.H.: Kierkegaards pseudonyme forfatter til Begrebet Angest.
(24) At jeg her lader V.H. optræde som insisterende forvansker måske hans sande personlighed, da navnlig forordet til Begrebet Angest lader antyde at han er ret apatisk.
(25) J.C.: Kierkegaards pseudonyme forfatter til "Philosophiske Smuler" og "Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift". Den brug jeg gør af V.H. - at V.H. foredrager sin teori for Nietzsche mens denne bliver holdt fast - finder sin begrundelse i forholdet mellem V.H. og J.C.: Til forskel fra V.H. viser J.C. bort fra teksten: Teksten hverken kan eller skal hjælpe et (dæmonisk) menneske - hjælpe kan kun guden. Betydningen af "at blive holdt fast", er altså at blive holdt fast til teksten. Var det nu tilfældet at et menneske var blevet frelst fra sin dæmoni ved at læse V.H., og derfor mente at han ved tekstens hjælp var blevet frelst, dvs. ved at indplacere sig selv i V.H.s "skema", og forstå sig selv, først som dæmonisk, siden som troende - da må jeg henvise ham til J.C.: Ikke teksten har frelst ham; ja, han kunne ikke engang forstå teksten hvis det ikke var for guden - der også frelser ham.
(26) Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, p. 169 - 170. bd. 9.
(27) Her er jeg, med mit skel mellem V.H. og J.C., lidt i forlegenhed. De ord jeg har lagt J.C. i munden er nemlig hentet fra V.H., der siger: "Man finder iblandt saadanne Dæmoniske et Sammenhold, i hvilket de klamre sig saa ængsteligt og uopløseligt sammen, at intet Venskab har Mage til Inderlighed." (Begr. A., p. 219). - Men tankegangen hører jo ikke eksklusivt V.H. til. Tankegangen om "hin enkelte" versus "mængden", der er usandheden - er jo bærende for hele forfatterskabet.
(28) Paradokser i udviklingen af paradokset: (1) Nietzsche kalder J.C. for "fremmede" - udviklingen (af paradokset) beskriver J.C.s anstrengelser for at forstå Nietzsche; dvs. det er egentlig Nietzsche der er den fremmede. (2) J.C. bliver troende (hvilket han ikke er i Philosophiske Smuler) da han hører at "Gud er død". (3) J.C. frelser Nietzsche (fra V.H., Sokrates og "Jeg") i udviklingens start - Nietzsche bliver til slut "frelseren" for J.C.
(29) Homers Iliade III, 65,66.
(30) Nietzsche var ikke i tvivl om hvad det gode var, eller rettere; han vaklede ikke i svaret på hvori det gode kommer til udtryk. Her vendes hele situationen om: (1) Sokrates ved ingenting. (2) Jeg spørges, i stedet for at få skældud (af Nietzsche). (3) Det gode kommer ind i dialogen!
(31) Som jeg lærte af Nietzsche: "Alt hvad der er livsbefordrende og livsbe-ja-ende - alt dette er godt!"
(32) Analogien er min egen, men den gengiver den sokratiske opfattelse af døden: Døden er ikke et intet, men et "noget" - en tilstand, på samme måde som livet er det.
(33) Om døden som en tilblivelsesproces - se Faidon, bd. 3, p. 180 - 181.
(34) Der hentydes her til den lighed problemstillingen - problemstillingen med at søge hvad man har h.h.v. ikke har - har med bevægelsens problem.
(35) Replikken er vel egentlig ved hjertet af den sokratiske/platoniske tankegang - således knytter den an til den sokratiske uvidenhed (og hvad der udtrykker det samme: Sokrates's "dårlige" hukommelse), ligesom den begrunder det særlige ved dialogformen - ikke desto mindre er den problematisk: Allerede i Sokrates's næste replik afslører han, at han "ser fremad", dvs. Sokrates overholder ikke selv den regel han påbyder mig - kun at svare "ja" og "nej", i.e. at tænke i en ja/nej-tankegang. Sokrates "ser fremad" og - ved en ikke-ja/nej-tankeproces afgør han hvad det næste spørgsmål er. Også tanken om at "genfinde det sande i helheden" er problematisk - tanken er udtryk for, hvad man kan kalde et løfte om konsistens i helheden - og afslører altså en "seen sig frem og tilbage".
(36) Man vil måske her mene at tankegangen er på Spørge-Jørgen-niveau, eftersom udviklingen tjener til at udelukke det der selvsagt skal udelukkes. - Tankegangen tjener til at illustrere den typiske platoniske "substantivistiske" tankegang. Den tankegang der f.eks. giver sig til udtryk hos Platon i overvejelser om "selve det ligestores ide" - overvejelser om hvilke kvaliteter denne ide må besidde. Om udtrykket "substantivistisk" er velvalgt eller ej, kan jeg ikke sige; hvad jeg forsøger at antyde med det er: At Platon i en hierarkisk afhandling om begreber (ideer), efter tur substituerer begreberne og behandler dem som kunne de alle betragtes som substantiver. (Se f.eks. Faidon, Sofisten). (Det falder udenfor denne fremstillings rammer - men jeg har unægtelig lyst til, i forlængelse af ovenstående, at fremsætte en kritik af Platons idelære, der skal advokere for eksistensen af ideer men lægge afstand til Platons behandling af dem!) Tankegangen i replikken er altså som følger: Selvom det er vist (1) at viden er om det sande, og (2) at hvis man ved så har man viden - så må det spørgsmål gøres, om viden kan forefindes på anden måde end som "haves"/"ikke haves". (Der tænkes "substantivistisk" på begrebet viden). Endnu et (beslægtet) forhold til retfærdiggørelse af at argumentationens befinden sig på Spørge-Jørgen-niveau: At udelukke det der selvsagt skal udelukkes, er en konsekvens af at der argumenteres på baggrund af begrebernes logik. Således var det Sokrates's store ønske om en kunne vise ham, ikke at dette eller hint var lige så stort, større end, eller mindre end, noget andet - men at selve det ligestore (jf. ovenstående) var ulige stort. Dvs. Sokrates's ønske går på at finde en modstrid i begreberne. At selve det ligestore ikke er ulige stort, er en selvfølge kan man sige - forudsat at man accepterer det "substantivistiske" i tankegangen; dvs. det rimelige i overhovedet at tale om ideer (eller at tale om dem på denne måde).

Videre til en diskussion af dialogen ovenfor